Forfatter: Redaktionen
Dato:
Læsetid: 10-15 min.

Tag på kør-selv-ferie til Kroatien

Kroatien er langsomt, men sikkert blevet en meget populær feriedestination. Hvordan kan det mon være? Jo, for det første er det dejlig varmt. Men det er især landets lange kystlinje ud til Adriaterhavet, som – med lidt hjælp fra især romerne – har skabt unikke og charmerende bymiljøer omkring de naturligt perfekte badeferieforhold. Samtidig er Kroatien spækket med skønne øer og nationalparker, der viser den imponerende natur frem.

Hvis du pakker bilen hjemmefra og kører hele vejen gennem Europa til det kroatiske ferieparadis, er det en lidt længere køretur end hvis din kør-selv-ferie gik til Frankrig eller Italien. Derfor kan du godt forberede dig på, at dig og dine medrejsende skal finde et dejligt sted at overnatte undervejs i Tyskland eller Østrig.

Der er få steder, hvor klicheerne om krystalklart vand og et guddommeligt, solrigt naturparadis vækkes så fyldestgørende til live som i Kroatien. Så det er bare med at finde svømmeskoene, snorklen, dykkerbrillerne og måske et par gode vandresko frem… Vi hjælper på vej med gode råd og spændende destinationer for din kør-selv-ferie til Kroatien.

Istrien

Historisk halvø

Allerførst på listen er den store halvø, Istrien. Med sin beliggenhed i det nordvestlige Kroatien, er halvøen blandt de tættest mulige destinationer at nå til på en kør-selv-ferie til Kroatien. Det er dog ikke derfor, den ligger øverst på listen. Istrien ligger øverst, fordi der findes alt det bedste af den sydeuropæiske oplevelse. Lange hvide kyster, krystalklart vand, charmerende havnebyer, trøfler og ikke mindst natur, der indbyder til udforskning og eventyr.

Istriens kulturelle historie går langt tilbage, og er blevet påvirket af mange forskellige befolkningsgrupper. Navnet ”Istrien” stammer helt tilbage fra Istrierne – den stamme, der levede i området, før det endeligt blev erobret af romerne ca. 200 år f.v.t. I regionen finder du levn fra adskillige tidsperioder, både i form af gamle artefakter, ruiner og den arkitektur, der stadig præger nogle af byerne i dag. Undervejs i Middelalderen var Istrien en del af Republikken Venedig. Det er i høj grad arven derfra, som optræder i kunstværker, kirker og bybilledet i kystbyerne.

Og det er især netop kystbyerne, der udgør de kulturelle indslag på den ellers idylliske badeferie. Istriens største by er den ældgamle havneby Pula, der daterer helt tilbage til 177 f.v.t. Det kommer også til udtryk i arkitekturen, som er aldeles påvirket af den romerske fortid. Især det gamle, smukke amfiteater, som i romertiden husede gladiatorkampe, kampe med vilde dyr og hvad de ellers havde fantasi til dengang. I nutiden kan du opleve koncerter og arrangementer i de historiske rammer, lige ud til Adriaterhavet. En af regionens andre spændende byer er den farverige by Rovinj, som ligger i et smukt, klippefyldt terræn ud til vandet. På en bakketop i byens midte ligger Sankt Euphemia-katedralen, der troner på en bakketop i byens midte. Her kan få du en overdådig panoramaudsigt fra kirketårnet over de grønne øer, havet og resten af den farverige by.

Det helt store trækplaster for Istrien er og bliver dog de varme, bakkede og blå-grønne naturrammer, og dem er der heldigvis mange måder at opleve på. Her er tre af dem:

  1. Bådture: Uanset om du vil på eventyr på de omkringliggende øer, skal på delfinsafari på det åbne hav eller noget helt tredje, kan du fra kystbyerne tage alverdens bådture, der passer dit behov.

  2. Natur- og nationalparker: I Brijuni National Park, en øgruppe ud fra Pulas kyst, kan du udforske den frodige natur og gå på jagt efter de over 200 dinosaurfodspor bevaret i over 100 millioner år. I parken finder du også romerske ruiner og, mystisk nok, en safaripark. Safariparken er i sig selv et levn fra dengang Brijuni-øerne var den tidligere jugoslaviske præsident Titos private residens, og han jævnligt modtog sjældne dyr som gaver fra verdensledere fra hele kloden. Brijuni er derfor en temmelig atypisk nationalpark, men ikke desto mindre en vild blanding af natur, historie og dyre- og dinosaursafari. I den østlige del af Istrien finder du naturparken Ucka, hvor vandreture fører dig forbi smukke dale, vandfald, og giver mulighed for at opleve regionens unikke dyre- og planteliv samt udsigter over Kvarnerbugten.

  3. Grotter og drypstenshuler: I Istrien findes der tonsvis af grotter og nogle af dem er endda åbent for besøg. Den mest populære er Baredin-grotten, hvor drypstenene har skabt et landskab, der mest af alt ligner noget fra en anden planet. Flere grotter kan findes, både til lands og vands, så husk eventuelt snorkel og svømmesko… og vælg kun de sikre!

I Istrien får du fantastiske bademuligheder, vandreture, spændende kystbyer, vild natur og meget mere inden for en tæt rækkevidde. Byerne er ikke for store og overfyldte med museer, så du føler dig ikke låst i at skulle få det hele med. Det er bare med at nyde det!

Istrien er perfekt for: Vandhunde, vandrefolk, solbadere, naturudforskere, madelskere og historienørder

Største seværdigheder i Istrien: Brijuni National Park, Mramornica Cave, Baredine Cave, Nesactium, Zlatni Park (Golden Cape Forest Park),

Oplagte endagsture i/fra Istrien: Pula, Rovinj, Moscenice, Umag, Poreč, Trieste, Plitvice Lakes National Park

Afstand fra Gedser: 1400-1500 km (16-17 timer i bil)

Dubrovnik

Middelalderstil i topklasse

Græsset er ikke altid grønnere jo længere sydpå man kører, men der kan måske være noget om det, når det kommer til Dubrovnik. Selvom byen ikke har mere end 42.000 indbyggere, formår den at være en af Europas mest besøgte destinationer med omkring halvanden millioner turister årligt. Udover de behagelige temperaturer og den luksuriøse kystplacering ud til Adriaterhavet, er det især den overcharmerende gamle bydel og bymur, der tiltrækker millioner af turister hvert år med bygninger i både gotik-, renæssance- og barokstil.

Du tænker måske det lyder som noget fra en film, og det er det også, ofte. Byens unikke sceneri tiltrækker nemlig jævnligt store film og serier til sig. Især tv-serien Game of Thrones har mange gange haft byen som facade, og det har kun øget Dubrovniks popularitet. Vil du gerne udforske seriens optagelsessteder, kan du nemt finde forskellige tours, som også giver dig alle de sjove detaljer.

Der skal dog endnu mere til for at forklare Dubrovniks popularitet. Byen er også omringet af dejlige badestrande og spændende øer – let tilgængelige med taxibåd, færge eller andet. Her findes strande for enhver smag – fra lavvandede og børnevenlige til de dybere, der inviterer til dykkeroplevelser. Et par timer væk ligger øen Mljet, som også er en nationalpark. Inde i øen ligger nemlig to unikke saltvandssøer, vis turkise skær lyser øen op. Oplagt til en endagsudflugt.

Dubrovniks gamle lyse gader emmer af liv og historie og giver en helt speciel stemning, når man passerer igennem de smalle stræder, op ad de antikke trapper, forbi de smukke springvand og ud på de store torve. På en byvandring finder du også museer, kirker og paladser, som der sagtens kan bruges flere dage på at udforske.

Dubrovnik er et ideelt mål for din kør-selv-ferie, men det er en køretur, der er for sej til at tage i ét træk. Så sørg for at finde nogle gode pitstops undervejs. 

Dubrovnik er perfekt for: Vandhunde, solbadere, fotografer, madelskere og historienørder

Største seværdigheder ved Dubrovnik: Fort Lovrijenac, Dubrovniks bymur, Church of St. Blaise, War Photo Limited (museum), Sponza Palace, Red History Museum, Lokrum (ø), Lopud (ø)

Oplagte endagsture fra Dubrovnik: Hvar, Mljet, Lokrum, Podgorica, Mostar

Afstand fra Gedser: 1900-2000 km (20-22 timer i bil)

Trogir

En lille diamant i Dalmatien

Lidt længere oppe af Dalmatiens kyst, ligger havnebyen Trogir – en lille by med masser af karisma. Byen er centreret omkring en mindre ø, som gør den nem at opleve til fods. Blandt de snoede, middelalderlige gader finder du en dejlig promenade, et gammelt slot og en smuk katedral blandt de snoede, middelalderlige gader.

Udforskningen af Trogir kan nemt gøres på få dage, hvilket giver plads til at udforske mere af regionen. Og heldigvis ligger Trogir nærmest som smørhullet i et af Kroatiens fedeste områder. Storbyen, shopping og glimrende infrastruktur ligger meget tæt i form af Kroatiens andenstørste by, Split, som Trogir ligger lige ved siden af. Fra Split er det også nemt at komme rundt på enhver ø-udflugt i området. Inden for en times køretur fra Trogir finder du de historiske byer Šibenik, Skradin og Primošten, som allesammen er mindst en byvandring værdig. I Skradins smukke omgivelser ligger også Krka National Park, som er blandt landets mest populære. I nationalparken kan du opleve 7 forskellige vandfald og bade i den smaragdgrønne flod… Og nu vi er ved nationalparker; Kroatiens største must-see seværdighed er Plitvice Lakes National Park. Nationalparken består af 16 sammenkoblede søer, som nærmest falder ned i hinanden igennem adskillige vandfald. Tilsammen skaber det et spektakulært og gudeskønt syn. Nationalparken tilbyder mange forskellige ruter og stier du kan opleve parken igennem. Plitvicesøerne ligger lidt over 2 timers kørsel fra Trogir. 

Når du besøger Trogir og Dalmatien skal du ikke være bange for ikke at have nok at lave eller nok byer at besøge. Det er næsten som om, at hver en kystspids langs Dalmatiens kyst igennem historien er blevet set som en perfekt anledning til at bygge en charmerende by – skabt til at du ligger vejen forbi, og nyder ”endnu” en dag langs Adriaterhavet.

Trogir er perfekt for: Naturudforskere, vandhunde, solbadere, historienørder, madelskere og fotografer

Største seværdigheder ved Trogir: Kamerlengo Castle, Cattedrale di San Lorenzo. Diocletians Palace, Forest Park Marjan, Jakobskatedralen i Šibenik, havorglet og solhilsen i Zadar

Oplagte endagsture i/fra Trogir: Split, Zadar, Šibenik, Primošten, Skradin, Krka National Park, Plitvice Lakes National Park Hvar, Korcula, Paklenica National Park

Afstand fra Gedser: 1600-1700 km (18-19 timer i bil)

 

Zagreb

Hovedstad med stil

Det er hovedsageligt Adriaterhavskysten, og alt der hører med dertil, der løber med opmærksomheden fra de mange millioner af turister, der søger mod Kroatien hvert år. Det er dog ikke langs kysten, at størstedelen af den kroatiske befolkning holder til. Langt inde i landskabet ligger nemlig Kroatiens hovedstad, Zagreb, som er hjemsted for ca. 800.000 af landets 3,9 millioner indbyggere. Mange flere end i landets andenstørste by, Split, som kun er på omkring 160.000.

Zagreb ligger på skråningen af Medvenica-bjerget, langs floden Sava. I Zagreb finder du et smukt bybillede fyldt med kirker, smukke bygninger, dejlige parker og hyggelige kroge. I byens centrum ligger den gamle bydel Kaptol, hvor du også finder en af de hyggeligste og livligste gader, Tkalčićeva Street. Derudover bør du lægge vejen forbi nogle af byens største og vigtigste bygninger, heriblandt Zagrebs katedral, statsarkivet og det store, flotte nationalteater, der alle ligger i midten af byen. Du kan være sikker på, at Zagreb er god for en byvandring, der tager dig forbi spændende museer og adskillige smukke parker og kirkegårde.

Hvis du får brug for frisk luft, og masser af det, kan du begive dig afsted på en hikingtur op ad Medvenicas bjergside. På turen kan du finde ruter, der fører dig forbi dejlig grøn natur, vandfald og endda et skisportssted, hvis du går hele vejen til den 1000 meter høje top. Du skal dog ikke regne med sne på løjperne i alle årstider, men uanset er du sikret et dejligt panoramaperspektiv over hovedstaden.

Fra Zagreb er der to timers køretur til Plitvice Lakes National Park, så den er også oplagt at spendere en dagsudflugt på.  

Alt i alt er det er en anden oplevelse at besøge hovedstaden Zagreb, end det er at besøge Adriaterhavskysten. Det er et andet landskab, en anden kultur og gennemsnitstemperaturen er en tand lavere. Men Zagreb har masser at byde på, og er måske en lidt overset perle, da det ofte er kysten, der løber med opmærksomheden. Vil du gerne opleve begge, er havet dog kun et par timer væk!

Zagreb er perfekt for: Storbyudforskere, vandrefolk, historienørder, kunstelskere, partypeople

Største seværdigheder ved Zagreb: Cathedral of Zagreb, Park Maksimir, Museum of Broken Relationships, Tkalčićeva Street, Croatian National Theatre in Zagreb, Zagreb City Museum, Mirogoj Cemetery, Lotrščak Tower, Zagreb Cable Car

Oplagte endagsture fra Zagreb:  Plitvice Lakes National Park, Rijeka, vinregionen Plesivica, Ljubljana

Afstand fra Gedser: 1300-1400 km (15-16 timer i bil)

Øen Hvar

En perle i Adriaterhavet

Kroatien er kendt som ”landet med de 1000 øer”. Ikke synderligt imponerende, når man kommer fra Skandinavien (hvor der er usædvanligt mange øer). Ikke desto mindre er det en ”big deal” i Sydeuropa, især fordi mange af øerne er gudeskønne. Derfor ville listen her næsten ikke kunne være hel uden at mindst én af ferieøerne var repræsenteret.

Valget faldt på Hvar: en større ø lige ude for Dalmatiens kyst, mellem Dubrovnik i syd og Split i centrum. Hvar er rig på historie, kultur, god mad og selvfølgelig spækket med spændende natur og dejlige strande. Arkitekturen og kulturen er især præget af dens tid under Republikken Venedig i middelalderen, hvor øen var en vigtig flådebase.

Det bakkede landskab er bakket og fyldt med lavendelmarker, olivenlunde, vingårde og stenede bugter med det klareste vand. Tilsammen giver det grundlag for nogle helt fantastiske vandreture. Med en tur til øens højeste punkt, St. Nikola (626 m), kan du blive belønnet med en vidstrakt udsigt over Hvar og de nærliggende øer.

Det meste kultur og byliv finder du på øens vestlige side. Det er også her du finder byen Hvar, der deler navn med øen. På mange måder er byen Hvar ”der hvor det sker”. Byen er kendt for sine gamle paladser, fæstninger og kirker pakket ind i et byliv med fantastiske restauranter, caféer og butikker. Aftenerne og nætterne er også fyldt med liv, især ved byens promenade, der er fyldt med caféer, barer og klubber. Fra byen Hvar er det også oplagt at tage ud at udforske Pakleni Islands, en kæde af øer, lige ude for byens kyst.

Hvis du tænker, at du skal opleve så mange øer som muligt, er der for det meste også gode, fleksible muligheder for at rejse mellem Hvar og de nærliggende øer. Et oplagt ø-besøg fra Hvar ville være den nærliggende ø Korčula, som ligeså er en af Kroatiens mest spændende øer.

Hvis du kører hele vejen til Hvar, får du brug for en overnatning eller to. For at komme til øen, skal du med en færge, fx fra Split, så turen kan ikke klares på 4-hjul.  Med den fantastiske natur, strande og det pulserende byliv er det er nemt at tilbringe en hel ferie på Hvar. Ellers er den også oplagt som en overnatning eller to, som led i en større tur langs Dalmatiens kyster og øer.

Hvar er perfekt for: Solbadere, vandrefolk, madelskere, vandhunde, partypeople og historienørder

Største seværdigheder ved Hvar: Pakleni Islands, Katedralen i Hvar (by), Hvar Public Theatre, Fortica Fortress, Mlini Beach

Oplagte endagsture fra Hvar: Hvar, Stari Grad, Split, Korčula, Trogir, Brač (ø), Vis (ø),

Afstand fra Gedser: 1700-1800 km (19-21 timer i bil)

Vælg de perfekte pitstops

Kør Selv Ferie - Pause

Hvis du pakker bilen hjemmefra og kører hele vejen til Kroatien, venter sig en lang køretur. Men også en temmelig eventyrlig en af slagsen, hvis de rigtige destinationer og pauser bliver lagt ind undervejs. Afhængigt af din endelige destination, krydser du på din køretur landene Tyskland, Østrig, Slovenien og måske Tjekkiet, hvis du vil. Uanset får du brug for pauser undervejs, både af de store og de små.

Tager du færgen mod Tyskland, får du allerede den første pause ombord. Her får du muligheden for at få fyldt maven, shoppe eller bare læne dig tilbage og nyde udsigten over Østersøen. Og eventuelt kan børnene få brændt lidt energi af. Når du skal mod Kroatien, ville det typisk være overfarten Gedser-Rostock, der giver bedst mening tidsmæssigt – og pausen ombord er lidt længere.

Vil du gerne tilbringe en dag eller to i en Europas største byer ligger Berlin, München, Prag, Wien, Leipzig og Dresden nærmest lige på vejen. Men du kan også få et spændende stop ved nogle af de lidt mindre, men mindst lige så charmerende byer, som for eksempel Bamberg, Meißen, Graz og Ljubljana.

Skal køreturen helst bare gå stærkt og pauserne være praktiske, finder du også masser af hoteller og spisesteder langs de tyske motorveje.

Gode råd til kør-selv-ferien til Kroatien

Til slut har vi en række gode råd til både før, imens og efter du sidder i bilen på vej sydpå. Her er 9 af de gode til kør-selv-ferien til Kroatien:

  1. Planlæg gode pitstops: Det første råd er allerede givet. Find nogle gode pitstops så turen ikke bliver ubehagelig og udmattende – især hvis du har børn med på rejsen.
  2. Forberedelse og biltjek: Inden du drager afsted, er det en rigtig god idé at få bilen tjekket, lavet en huskeliste og styr på kørselsreglerne i Europa. Alt det kan du få hjælp til på vores side her, men lav også gerne din egen tjekliste.
  3. Billetter til nationalparker: Kroatiens nationalparker er populære – og travle! Især i højsæsoner kan det være en god idé at have bestilt billet til nationalparkerne i forvejen, så du ikke møder op til lang kø.
  4. Planlægning vs. spontanitet: Gør op med dig selv og dine medrejsende, hvor meget I har brug for at have planlagt. Nogen har brug for at have turen planlagt til mindste detalje, andre kan bedst lide at sætte sig ud i bilen og lade sig overraske.
  5. Kør om søndagen i Tyskland: Hvis det er muligt, så planlæg en af dine køredage i Tyskland til at være en søndag. Der er (næsten) ikke nogen lastbiler på motorvejene på grund af det tyske forbud – og dermed mindre trafik.
  6. Underholdning: Det er en rigtig god idé at have underholdning klar til køreturen. Musikquiz, playlister, bingo…Vi har allerede sørget for lidt inspiration.
  7. Miljøzoner og vejafgifter: Vær opmærksom på miljøzoner i Tyskland og andre transitlande. På nogle af Kroatiens motorveje er der vejafgifter, hvor du skal betale ”ved bommen”.
  8. BorderShop på hjemturen: Har I plads i bilen, er det oplagt at smutte en tur i BorderShop på vej hjem. Så kan der findes lidt lækkert til bagsædet og evt. rustes op til den kommende sommerfest!
  9. Nyd køreturen: Betragt køreturen til Kroatien som en del af oplevelsen. Rejsen igennem Europa er noget helt specielt – og. For nogen bliver det den mest mindeværdige del af ferien. Så husk at nyde rejsen!

 

NB: Vi tager forbehold for ændringer i faciliteter og seværdigheder for de forskellige byer og områder.