Historiske byer og dage med fart på
Kun få timer fra den velkendte danske natur, ligger nye og uopdagede oplevelser i den tyske delstat Niedersachsen, som passer perfekt til en smuttur med færgen.
Vi har samlet en guide med plads til kultur, fart og sjove dage for hele familien. For i Tysklands næststørste delstat er der noget for enhver smag.
Celle
En bid af danmarkshistorien
Celle er en ganske unik by, der som en af de få ikke oplevede større ødelæggelser under 2. verdenskrig. Det betyder, at byen i dag står flot og bevaret med mere end 400 bindingsværkshuse til at pryde de hyggelige, skæve gader.
Udover små sjove butikker og kølige forfriskninger, som I kan nyde gennem dagen, kan I også få en lille bid af danmarkshistorien med ved at besøge slottet i Celle. Her blev Dronning Caroline Mathilde forvist til i 1772 efter sin affære med Kong Christian 7.’s livlæge Struensee. Et smukt og imponerende syn, som slipper fantasien løs.
Schloßpl. 1, 29221 Celle
Wolfsburg
Få fart over feltet
Tyskland er kendt for mange ting, og en af dem er bilmærket Volkswagen. I byen Wolfsburg ligger Volkswagens hovedsæde, og her kan man få biler og fart for alle pengene, når de inviterer indenfor i deres forlystelsespark.
Besøg parkens museum om Volkswagens historie eller tag forbi selve fabrikken, hvor bilerne produceres. Derefter er I klar til at beundre de mange bilbrands under Volkswagen, der hver især har deres unikke pavillon. Og er I stadig ikke trætte af det tyske bilmærke, kan I også tage køretimer med fokus på lige netop det, I drømmer om at prøve, f.eks. terrænkørsel, sikkerhed og meget mere.
Få et overblik over Volkswagen Wolfsburg og de mange sjove tilbud.
Hannover
Tid til af slappe af i storbyens muligheder
Efter en actionspækket dag, er det tid til storby og kultur i Niedersachsens hovedstad, Hannover. Her er stemningen afslappet og rolig samtidig med, at der er masser af seværdigheder og kulturelle indslag, man kan fordybe sig i. Besøg den gamle bydel for storslået arkitektur eller nyd en eftermiddag ved Maschsee søen, hvor lokale mødes og slapper af på vandet eller langs søbredden.
Har I børnene med, eller trænger I bare til at prøve noget anderledes, kan I besøge Erlebnis-Zoo Hannover, hvor Afrika, Canada og Indien ligger side om side som temaområder. Her er det muligt at overvære fordringer og aktiviteter med dyrene – eller bare nøjes med at beundre dem på afstand.
Harzen Nationalpark
Det grønne paradis
Trænger I til et sidste stop på rejsen? Så vil vi anbefale jer at lægge vejen forbi en af Tysklands største skovnationalparker, Harzen Nationalpark. Her har skoven fået lov til at brede sig så langt øjet rækker, og der er derfor masser af muligheder for vandreture og picnic i naturen.
I skoven gemmer sig flere dyr og sjældne planter, og i de seneste år har lossen valgt at vende tilbage til området. Selvfølgelig på behørig afstand. Er I heldige vil I kunne se sjældne sommerfugle i de moselignende arealer og smukke skovlysninger.
Læs mere om Nationalpark Harz.