I akvariet OZEANEUM kan du opleve den forunderlige verden, der gemmer sig lige under Østersøens og Nordsøens bølgende overflader.
Her er ca. 5000 havdyr, fisk, hvaler og hajer, kæmpe akvarier, skibsvrag, og du får et grundigt indblik i den lokale, maritime biodiversitet.
OZEANEUM ligger i Stralsund på den tyske nordkyst lige ved den hyggelige ø, Rügen, og er et populært turistmål. Allerede et år efter åbningen var det forventede antal gæster fordoblet. Det er derfor ikke en tom gestus, når det tyske turistbureau har sat akvariet på listen over Top 100 seværdigheder i Tyskland.
Men hvad kan du egentlig opleve i OZEANEUM? Vi guider dig til din tur.
Skibsvrag og hajer som sofaer
Udforsk det største akvarium ”Open Atlantic”
Det største akvarium i Ozeaneum hedder ”Open Atlantic” og rummer hele 2,6 millioner liter vand. Akvariet er 9 meter højt, og det er nærmest et hypnotisk scenarie, der udspiller sig bag akvariets tykke glasvægge. Her bor savgylter, guldbrasser og havaborrer. De svømmer rundt om et gammelt skibsvrag, som er en mindre kopi af et fragtskib, der sank i 1909.
På bunden af akvariet bor både rokker, havaborrer og ikke mindst to store sygeplejerskehajer, der hedder Anna og Anton.
Sygeplejerskehajen er ikke som andre hajer, der cruiser gennem vandet i søgen efter bytte. Nej, sygeplejerskehajerne er derimod kendt for deres blide natur, og derfor kan du ofte se de andre fisk tage sig en lur på ryggen af enten Anna eller Anton.
TIP: Se hvornår fiskene bliver fodret på ozeaneum.de
På tur i Østersøen
Se udstillingen ”Baltic Sea Aquarium Tour”
Drag på en odyssé i den store udstilling ”Baltic Sea Aquarium Tour”. Her oplever du 21 akvarier, der viser Østersøens forskellige dyr og fisk som gedder, sild og vandmænd, men du kan også lære om de mindre kendte skabninger som bl.a. stenbider, pipefish (tangnåle) og russisk stør.
Hvert bassin har sit eget komplekse udstyr og vandkredsløb, der sikrer, at det ligger så tæt på de naturlige vandmiljøer som muligt.
På denne udstilling drager du så at sige fra Østersøen og ud til skærgården og op langs Sveriges kyster, hvor du får et indtryk af livet i flodudmundingerne. Turen slutter i Kattegat, hvilket leder hen til den næste tur i Nordsøen.
Udforsk Nordsøen
“North Sea Aquarium Tour”
Fra Østersø-udstillingen begynder turen i Nordsøen. Hvis du tænker, at der ikke sker særlig meget i vores lokale farvande, så tro om igen.
På denne tur bliver du budt velkommen af en 9 meter lang baskehaj, der hænger ned fra loftet. Herefter ser du fisk og dyr, der lever langs de britiske kyster og i de skotske havhuler; du kan f.eks. se den sjældne sanktpetersfisk. Herfra dykker du videre ned i livet i de iskolde nordnorske farvande, hvor finurlige krabber, søanemoner og søstjerner bor.
Hvaler under loftet
Se havets giganter nedefra
En af OZEANEUMs faste udstillinger er ”Giants of the Sea”. Det er som at træde ind på bunden af havet, når du står på gulvet i den 20 meter høje hal, der ligger badet i blødt blåt skær, hvor havets største fisk hænger i 1:1 forhold fra loftet.
Tag dig god tid til at gå rundt i hallen og bliv betaget. Det er nemlig svært ikke at blive overvældet af havets enorme, men også elegante beboere som f.eks. spækhuggere, manta ray-rokker, klumpfisk og oarfish (sildekonge).
Festklædte fugle på tagterrassen
Besøg pingvinerne på toppen
Fra havets bund til tagets top. OZEANEUM har en overraskelse på den store tagterrasse: nemlig en flok humboldt-pingviner.
Man kan sige, at humboldt-pingvinerne lever lidt af et jetsetliv på toppen af akvariet. De er altid klædt på til fest i deres sort-hvide festdragt, de kan nyde deres 120.000 liter store private pool med tilhørende klipper og flotte udsigt over Stralsunds gamle by. Hver dag kan man se pingvinerne blive fodret.
OZEANEUM for børn
Selvom der er mange vilde oplevelser i akvariet, kan man godt have brug for en pause. Giv børnene et afbræk på den store børneudstilling på toppen af bygningen, hvor de kan boltre sig på en stor legeplads i strandtema, mens forældrene kan slænge sig i strandbænke ved siden af.
Det er også her, at børnene (med lidt hjælp fra en voksen) kan røre ved krabber, muslinger og søstjerner og et vaskeægte hajæg.
Find vej til OZEANEUM
OZEANEUM ligger i Nordtyskland lige ved øen Rügen. Tag færgen fra Gedser til Rostock, og derfra ligger akvariet en times kørsel i bil.
Adresse:
OZEANEUM Stralsund
Hafenstraße 11
18439 Stralsund
www.ozeaneum.de/en
Tak til OZEANEUM for at levere billeder til denne artikel. Alle billedrettigheder tilhører OZEANEUM.