Forfatter: Redaktionen
Dato:
Læsetid: 10 min.

Oplev Nordeuropas største forlystelsespark

Hansa Park er Nordeuropas største forlystelsespark med mere end 125 forlystelser for hele familien.

Hvert år besøger 1,4 millioner mennesker parken, der byder på vilde rutsjebaner, sjove landskaber og overnatning ved vandet. Om du er en vovepels eller fortrækker let kilden i maven, er der en forlystelse for dig. 

I denne guide får du et overblik over forlystelserne og årets nyheder, samt priser, restauranter og rejsen derned.

Hansa Parks forlystelser

Der er meget at prøve i Hansa Park. Her får du et overblik over de bedste forlystelser inddelt efter typer. 

Vilde forlystelser og rutsjebaner

  • Nessie
    Lad os starte med den ikoniske Nessie-rutsjebane med loopet. Den var helt enestående, da den åbnede i 1987 og giver den dag i dag stadig vind i håret og kilden i maven med sine 80 km/t.  

  • Crazy Mine
    Skal det være vildere, så er Crazy Mine rutsjebanen noget for dig. Farten er høj, skinnerne zig-zagger og faldene over bakkerne er stejle.
      
  • Oath of Känan
    Adrenalinjunkier må prøve denne vilde hyper-rutsjebane, der kører 73 meter op i luften, har et fald på 67 meter og en topfart på op til 127 km/t.

  • Curse of Novgorod
    Curse of Novgorod er noget for sig. Den accelerer op til 100 km/t på 1,4 sekunder. Turen går gennem et mørkt tårn med lys- og lydeffekter, hurtige sving og stejle fald. Her er garanti for en vild oplevelse for alle sanser. 

  • Kärnpulten
    Vil du rotere 365 grader, mens du svæver rundt og rundt i din egen ”flyvemaskine”, så skal du prøve Kärnpulten. Her er action og fart for alle pengene.

  • Highlander
    Elsker du højder og frit fald? Så skal du med op i Highlander. Tænk Det Gyldne Tårn i Tivoli, bare højere og vildere. Highlander er 120 meter høj og roterer, mens du nærmer dig toppen. Du oplever et fald på 103 meter og en fart på 120 km/t!
    Som en ekstra bonus får du fra toppen den smukkeste udsigt ud over havet.

Kilden i maven og sus i håret-forlystelser

  • Barracuda Slide 
    Hvem elsker ikke en god vandrutsjebane? Barracuda er en 12 meter høj vandrutsjebane, hvor du kælker ned i din egen gummibåd.

  • The Flying Dutchman 
    Her er en forlystelse, som mange elsker. I The Flying Dutchman sidder du i et skib, der svinger op og ned som en gynge. Det er garanti for hvinende fryd og kilden i maven.

  • Awilda’s Lookout
    Prøv parkens tredje frit-falds-forlystelse. Awilda’s Lokout er 11 meter høj og giver et sug i maven. 

Andre skægge forlystelser

  • Hansa Carousel
    Enhver forlystelsespark har selvfølgelig en gammeldags karrusel, og Hansa Carousel har en af de smukkeste af slagsen. Den er oplyst af 1000 lys og trækkes rundt af 24 heste, mens siderne er dekoreret med billeder, der fortæller Hansastædernes historie.

  • Holstein Tower
    Har du brug for et pusterum fra de vilde forlystelser, så besøg et af parkens andre varemærker, Holstein Tower. Det høje tårn, der har tronet over parken siden 1987, er på toppen udstyret med store gulv til loft vinduer, hvor du uforstyrret kan skue ud over det smukke landskab. 

  • Hansa Park Parade 
    Hver eftermiddag, når vejret tillader det, er der Hansa Park Parade. Scener med parkens temaer og figurer kører forbi på en lang række med fest og musik. Paraden begynder på Kungstorget går gennem Tienda del Mar og forbi Curse of Novgorod og slutter ved Hansa Carousel. Den varer cirka 30 minutter. 

TIP: Begynd dit besøg i forlystelsesparken med en tur med Hansa Park Express, et lille tog, der kører gennem de forskellige områder i parken. Så får du et godt overblik over områder og forlystelser med det samme. 

Nye forlystelser i Hansa Park i 2024

Hansa Park har altid overraskelser og nye forlystelser til den nye sæson, og 2024 er ikke anderledes. I år kan du for første gang prøve:

  • Lost Trails of Roanoke
    Lost Trails of Roanoke er et eventyrsspor, som er inspireret af legenderne og mysterierne, der lurer om øen Roanoke.

De forskellige tema-områder

© HANSA-PARK

Hansa Park er delt op i forskellige områder med hver sit tema. Besøg det vilde vesten, de gamle vikinger eller Storbritannien. Få overblik over områderne herunder. 

  • Adventure Land – Har får du masser af vilde oplevelser og forlystelser med guldgraver- og indianertema. 

  • Old-time Fun Fair –  Her finder du nostalgiske og charmerende forlystelser som spejlsalen, eller du kan tage en tur med The Flying Dutchman.  

  • Beautiful Britain – Med Storbritannien som tema finder du forlystelserne Nessie, Highlander og The Royal Scotsman. 

  • Bonanza City – Besøg det gamle vilde vesten og grav efter guld. Her kan du prøve forlystelser som Pony Express og Indian River og besøge den store legeplads. 

  • Land of the Vikings – Vikinger og de nordiske guder er temaet i denne del af parken, hvor du finder sjove rutsjebaner med og uden vand. 

  • Hansa Garden – Tag en pause fra forlystelserne og træk vejret helt ned i maven i den smukke have, hvor du også finder Holstein Tower.
     
  • Pirates Camp – I Pirates Camp kan små gæster boltre sig i det indendørs legeland og mindre forlystelser

  • Water Fun – Som navnet antyder, finder du her vandforlystelser og vandlegepladser. 

  • Lumberjacks' Camp – Find din indre skovhugger frem og besøg denne del af parken, der også huser de vilde forlystelser Curse of Novgorod og Wild Water Ride. 

  • Fiesta Del Mar – Tag med til sydens sol. Her i den spanske tema-del, finder du et stor legeland og Camino Del Mar, som er en interaktiv labyrint med lydeffekter, vibrationer og vandelementer. 

  • The Hanseatic League – Her handler det om Hansestæderne, som parken også er opkaldt efter. Her er bygget en kopi af Lübecks byport og andre bygninger fra de middelalderbyer, der var med en del af Hansestæderne f.eks. Hamburg, Goslar og Nürnberg. 

Hansa Park for børn

© HANSA-PARK

Hansa Park har også oplevelser for de mindre børn, der ikke er helt store nok til de vilde rutsjebaner. Rundt om i parken er der flere legepladser, og området Children’s World er dedikeret til børn og deres leg.

Hansa Park har bl.a. følgende forlystelser til børn:

  • The Little Tsar
    Prøv børnerutsjebanen The Little Tsar, som er god til dem, der aldrig har prøvet sådan en før.

  • Grav efter guld
    Prøv at grave guld som en vaskeægte guldgraver i Bonanza City. Her får du en si, så du kan lede efter guldklumper. Finder du nok, kan du veksle dem til en Bonanza City Dollar.

  • Odin’s Travels Through the Sky
    Tårnet Odin’s Travels Through the Sky er en børnevenlig version af Highlander, og er en kortere frit-falds-forlystelse.

  • Dr. Livingstone’s Safari-Flight
    I Old-time Fun Fair finder du Dr Livingstone’s Safari-Flight, hvor små fly svæver op og ned.

  • Awilda’s Adventure Ride
    En sjov vandrutsjebane, der giver fart og kilden i maven. Børn under 90 centimeter kan prøve den sammen med en voksen.

  • Animal Babies of Peterhof
    I denne fortryllende karrusel bliver du inviteret til en tur med de søde dyreunger fra Novgorod eller i en af slæderne, som også har plads til en kørestol.

  • Peterhof Tower
    Tårnet er interaktivt, og hvis du trækker dig helt op, bliver du belønnet med en 360 graders udsigt i 7 meters højde. Børn mellem 105-120 cm kan prøve tårnet i selskab med en voksen.

  • Legepladser og boldhus
    Over hele parken er der legepladser og i Children’s World finder du et stort boldhus, som børnene kan boltre sig i.

Events i Hansa Park i løbet af året

© HANSA-PARK

Hansa Park er altid et besøg værd, men nogle gange gør parken lidt ekstra ud af det ved at afholde events – særligt omkring påske og frem til efteråret.

Deltag eksempelvis i den store påskekonkurrence, hvor det flotteste dekorerede æg vinder, eller besøg den store have, når blomsterne er sprunget ud i et hav af farver. 

Hold øje med årets events i kalenderen.

Åbningstider i 2024

Sæsonen for 2024 er planlagt fra 28. marts til 3. november.

Hold dig opdateret på hansapark.de.

Billetter – køb dem online eller ved indgangen

Du kan enten købe dagsbilletter eller sæsonkort til Hansa Park. Fælles for begge billettyper er, at alle forlystelser og shows er inkluderet i prisen. 

Køb billetter online på hansapark.de eller ved indgangen. 

TIP: Børn til og med 12 år har gratis entré på deres fødselsdag (Husk gyldigt id med fødselsdato). 

Mad og drikke i Hansa Park

Uden mad og drikker dur den forlystelsesglade besøgende ikke. Heldigvis er der flere restauranter og spisesteder i Hansa Park.  

Nyd klassiske tyske retter som Schnitzel og Curry Wurst  på restaurant Weltumsegler. På det italienske spisested L’Artista får du lækker pasta og pizza, mens Hansa Café har morgenmad to-go, snacks og sandwichs. 

Men uanset hvor du er i parken, er der altid en kiosk eller grillbar tæt på, hvis du mærker sulten eller tørsten trænge sig på.

Hvad er den nemmeste rute til Hansa Park?

Fra Østdanmark er den nemmeste rute i bil via Rødby-Puttgarden, hvor du kører ud på A1-motorvejen til B76 i Scharbeutz. Tag afkørsel 15-Eutin. Kør ad Bäderstraße til Pohnsdorfer Str. i Sierksdorf. 

Køreturen fra Puttgarden tager cirka 50 min. 

Hansa Park FAQ

Hansa park karrusel

© HANSA-PARK


Kan man leje en trækvogn?

Nej, men man kan låne en klapvogn gratis. Der er dog et begrænset antal, og det er først til mølle-princippet.

Kan man betale med danske kroner?

Du kan betale med alle de store valutaer, men byttepenge får du i EUR. 

Du kan også veksle i Service Center til den daglige euro rate eller hæve i pengeautomaten. Begge finder du ved hovedindgangen. 

Er der højdebegrænsninger?

De fleste forlystelser har en højdebegrænsning på 90 centimeter, men i parken ved den enkelte forlystelse står de specifikke højdekrav. 

Parkering – hvor og hvordan?

Der er 5000 parkeringspladser uden for parken. Køb din p-billet online, når du køber indgangsbilletter, kontant i p-automaterne eller med kort hos medarbejderen ved indgangen til p-pladsen. 

Der er 10 ladestationer til elbiler. 

Hvad er parkens adresse?

Hansa Park - Freizeit- und Familienpark GmbH & Co. KG
Am Fahrenkrog 1
D-23730 Sierksdorf

Hoteller og camping nær Hansa Park

Hansa Park Resort by the sea

Det er oplagt at holde en forlænget weekend eller ferie ved Hansa Park. Parken og området, den ligger i, har utrolig meget at byde på. Her er forslag til overnatning omkring parken.

Hansa Park Resort by the sea

Hansa Park har sit eget resort lige ud til havet. Bo i en lejlighed eller bungalow, der alle har køkken, gulvvarme og selvfølgelig store vinduer ud mod den smukke havudsigt. Læs mere.

Gutenberger Hotel og Restaurant i Lübeck ***

Hotellet ligger tæt på Lübecks bymidte, men det er nemt at komme til og fra A1 og A20 motorvejene. Der er gratis parkering og wifi og deres morgenmad skulle være fremragende.  Ligger lidt over en halv time i bil fra Hansa Park. Læs mere.

Hotel Strandkind ****

Dette idylliske hotel ligger 150 meter fra stranden ved byen Pelzerhaken. Det er familievenligt med legeplads og børneklub. Hotellet har egen restaurant, gratis parkering og wifi, og så ligger det kun et lille kvarters kørsel fra Hansa Park. Læs mere.

Campingpladser

Der er flere skønne campingpladser langs kysten, alle tæt på hav og strand. Besøg evt. Camping Miramar, Campingplatz Buchholz eller Camping Hof Sierksdorf, der alle byder campister velkommen i forårs- og sommermånederne.

Seværdigheder nær Hansa Park

Strand i Slesvig Holsten

Hansa Park ligger i delstaten Slesvig Holsten, der gemmer på mange skønne og sjove oplevelser for alle. 

Lübeck by – nostalgisk og fuld af marcipan

Oplev den tidligere hansastad, Lübeck, der er kendt for sin smukke byport, havnepromenaden Travemunde og selvfølgelig marcipan. 

Baltic Pirate Experienc – action på vandet

Fartglade adrenalinjunkier kan komme med Baltic Pirates ud i high-speed inflatable boats (RIB-Rigid Inflatable Boats), der sejler op til 100 km/t med stejle sving og hoppen over bølgerne.  

Schloss Eutin – besøg et af Slesvig-Holstens smukkeste slotte

Besøg det fine middelalderslot, der var den adelige slægt Oldenburgernes sommerhus. Slottet er åben for gæster om sommeren og har foruden en restaurant også en smuk park. 

Seebrücke am Timmendorfer Strand og de andre smukke strande

Nogle af Tysklands smukkeste badestrande ligger ud til Østersøen. Snyd ikke dig selv for Seebrücke ved Timmendorfer, Hundestrand eller DLRG am Sierksdorfer Strand.

Zoo-Park Arche Noah – besøg alle verdens dyr

Besøg Noas ark, der er en hyggelig zoo med dyr fra hele verden. Børn vil nok især være glade for at klappe og fodre gederne og alpacaen. Zoo’en ligger i byen Grömitz. 

Weissenhäuser Strand – Sjov, hygge og afslapning for hele familien

Skal I ned i gear igen, kan I kombinere turen med en strandferie i Weissenhäuser Strand, der byder på en 3 km lang hvid sandstrand og ren afslapning. Så start bilen, slå GPS’en til og styr mod livets sus og bølgebrus. 

Flere forlystelsesparker

Kan I ikke få nok af vilde rutsjebaner, så byder Nordtyskland på flere forlystelsesparker udover Hansa Park, der er den største. Besøg f.eks. Heide Park syd for Hamburg, der også har sjove rutsjebaner eller Ritter Rost Magic Park Verden, der især henvender sig til børn under 12 år med trylleshows og eventyr-tema.