Forfatter: Redaktionen
Dato:
Læsetid: 5 min.

De bedste steder at bo, når du skal på camping i Bremen

Næste stop på kør-selv-ferien: Camping i Bremen! Men hvad skal du vælge?

Der er masser af fede campingpladser i Bremens omegn, men nogle gange kan det godt være svært at se pladsen for bare campingvogne.

I hvert fald har vi gjort det nemt for dig at spotte det rette sted til camping i Bremen. Vi har gennemtrawlet de mange campingpladser, Bremen har og fundet fire af de mest specielle muligheder for camping ved Bremen.

Der er håndplukkede campingpladser til rollingerne og kæresteparrene, til de aktive og de afslappede og til dig, der godt kan lide det lidt lækkert.

Vil du på udflugt, er der kun mellem en halv og en hel time ind til flotte Bremen fra alle pladserne. Der er heller ikke langt til den kønne havneby Bremerhaven, når du er på camping i Bremen.

Kør med os til Nordtyskland og få svar på, hvor familiecamperen skal dreje af, når I nærmer jer Bremen.

Camping & Ferienpark Falkensteinsee

Fri leg i fine faciliteter

Falkensteinsee

Vil du helst bo et sted, der ikke ligner et levn fra 70’erne? Så kan du roligt trække håndbremsen her. Interiøret i baderummene, restauranten og fællesarealerne hos Camping & Ferienpark Falkensteinsee er overraskende stilet og moderne.

Selvom I har det firhjulede soveværelse med på camping i Bremen, skal I næsten overnatte i én af campingpladsens hyggelige små boliger. Nyd roen på verandaen foran jeres pastelfarvede minihus, eller mærk, hvordan romantikken folder sig ud i de intime, tøndeformede hytter.

Glæd jer også til at indtage lifligt hjemmebag med smuk udsigt til vandet, mens ungerne indtager den store adventure-legeplads, brætspilsrummet eller minigolfbanen.

Men sørg nok for at booke i god tid: Ifølge internettets anmeldelser er det her en ekstremt populær lokation til camping i Bremen (og det forstår man godt).

Ferienhausgebiet Falkensteinsee 1, 27777 Ganderkesee
falkensteinsee.de

Märchencamping

Lad børnene boltre sig til lands og til vands

Märchencamping

”Neeej, vi vil ha’ en pool!” – lød det sådan ved middagsbordet, da du foreslog camping i Bremen som årets bilferie? Bare rolig, vi giver dig et trumfkort. Märchencamping ved Bremen har nemlig hele to af slagsen: Én for de helt små og én for alle.

Er plasken med armene ikke nok til at overtale børnene, kan du fortælle dem, at der også vil være forskellig underholdning og aktiviteter. Og æsler! Glem ikke de nuttede æsler, man kan klappe. Eller fuglene og kaninerne, som I også møder.

Vil I hellere have gang i benene, er det bare om at give den gas på trampolinen eller cykle en tur i det grønne område, der omgiver pladsen. Om aftenen kan I lune jer ved lejrbålet og se, hvem der først får ristet sin skumfidus helt perfekt.

Märchen betyder forresten eventyr på tysk; meget passende, for man får nemt en helt eventyrlig oplevelse her som barn på camping i Bremen.

Zum Steller See 83, 28816 Stuhr
www.maerchen-camping.com

Land of Green Naturresort

Idyllisk glamping-luksus i skoven

Land Of Green

Ding! Idyl-alarmen er lige blevet udløst. Land of Green Naturresort er én af de mindre campingpladser i Bremen, hvor du enten kan vælge at slå forteltet op under trækronerne eller slå benene op i ét af de mange bedårende træhuse.

Hver hytte er unik, men indeholder alle bad, køkken og pejs. Gider I ikke selv stå ved komfuret? Smut hen i receptionen og få et par friske crepes og en varm kop kaffe. Skal der skrues endnu mere op for glamping-følelsen, mens I er på camping i Bremen, så sænk jer ned i boblebadet for to og lad al stress og jag fordampe.

Når I har slappet af længe nok i wellness-området, kan I få pulsen op igen ved pladsens kanoudlejning. Sejl ud ad den fredfyldte å Teufelsmoor, vær måske heldige at fange en solnedgang, og opdag for alvor, hvorfor denne campingplads i Bremen har fået sit velfortjente navn.

Waakhauser Straße 20, 27726 Worpswede
www.landofgreen.de

FKK Campingplatz des BfFnL Bremen e.V.

Paradis for naturister og motionister

FKK

Vil du gerne kunne smide tøjet, når solen bager ned? Så skal du besøge stedet med det mundrette navn FKK Campingplatz des BfFnL Bremen e.V. Her må du lade alle dele af kroppen nyde de lækre stråler både inde på pladsen og ved naturiststranden.

Skal din camping i Bremen være endnu varmere, står saunaen klar til at fyre helt op for temperaturen. Tag et dyp i den store sø Silbersee bagefter – og gør dig så klar til at få sved på panden igen:

På campingpladsen er der nemlig en lang række muligheder for at bevæge sig. Flyt fødderne til fodbold, sving armene til tennis, svirp med håndleddene i beach volley, og brug hovedet i petanque.

Eller snup bare en stille og rolig gåtur i de naturskønne omgivelser.

Habichthorster Str. 115, 28790 Schwanewede
fkk-bremen.de

 

NB: Vi tager forbehold for ændringer i faciliteter på campingpladserne og henviser til campingpladsernes egne hjemmesider for et opdateret overblik.