Forfatter: Redaktionen
Dato:
Læsetid: 9 min.

Berlin er en af de mest besøgte storbyer i verden, hvor du kan opleve unikke seværdigheder og museer, der tager dig med tilbage i tiden på en kulturhistorisk rejse.

Byen huser en række verdensberømte kulturinstitutioner, der har en helt særlig tiltrækningskraft på turister, der kommer fra nær og fjern.

Hvad skal man se i Berlin?

Der er mange unikke museer i Berlin, og det kan være svært at vælge, hvilke man skal se, når man besøger storbyen.

Du får her et overblik over de mest populære museer og udstillinger i Berlin, som er uomgængelige stoppesteder på Berlinerturen, uanset om du er førstegangsbesøgende eller genganger i den verdenskendte storby.

Så kan du nemt planlægge en spændende rejse, der gør dig rig på storslået kultur, forhistoriske rejser og arkitektur i særklasse.

Destinationerne egner sig både til voksne og børn, så der er underholdning på dagsordenen for selv de mindste.

Berlinmuren

Turister ved Berlinmuren

Berlinmuren er en af de mest ikoniske historiske monumenter og mindesmærker i Berlin, og i hele verden. Muren, der var ca. 43 kilomenter lang og 3.6 meter høj, opdelte det daværende Øst- og Vesttyskland i perioden 1961-1989 og havde til formål at forhindre masseemigration fra østen.

Der er ikke meget tilbage af Berlinmuren, men du kan stadig opleve de autentiske rester på ca. 1,5 kilometer, som du finder ved mindesmærket for Berlinmuren på adressen: Bernauer Strasse 111/119, 13355 Berlin eller ved East Side Gallery på adressen: Muehlenstrasse, 14059 Berlin.

DDR Museum

Udstilling i DDR museum i Berlin

I centrum af Berlin nær floden Spree ligger DDR Museet, hvor du kan opleve, hvordan hverdagslivet var for DDRs borgere, i det tidligere Østtyskland, under socialismen.

Museet er interaktivt, hvilket gør det muligt at gå på opdagelse i både skuffer og skabe og se tv i en østtysk stue. Du kan også prøve den gamle østtyske bil Trabi i en simuleret tur, der tager dig med på en rejse tilbage i tiden før murens fald.

Du kan bestille billetter før dit besøg eller købe entré på museet. Museet holder åbent i hverdage fra kl. 9-21 og lørdage kl. 9-22.

Find museet på adressen Box Office Karl-Liebknecht-Str. 1, Berlin 10178.

www.ddr-museum.de

(Billedrettigheder for ovenstående billede tilhører DDR Museum, Berlin)

The Story of Berlin

The Story Of Berlin er et interaktivt museum, der giver en farverig og visuel fortælling om Tysklands historie op igennem tiden. Du kan opleve historien fortalt i autentiske billeder, videoer og lyde helt tilbage fra Berlins grundlæggelse i 1237 til murens fald i 1989.

Du kan bl.a. høre om pesten, 30-års krigene, den industrielle revolution, 2. verdenskrig, om østen og vesten, murens fald og meget mere. Her kan du også gå på opdagelse i de gamle møbler og få et godt indblik i Tysklands historie gennem tiden.

I museets nederste etage kan du opleve den atomsikre kælder, som er en af de 16 atomsikre beskyttelsesrum i Vestberlin. Beskyttelsesrummet var opført som en sikker bunker for 3.600 personer under den kolde krig. Her kan du både se senge, køkkenfaciliteter samt toiletfaciliteter, der var tiltænkt de flygtende borgere.

Museet holder åbent fra søndag-lørdag fra kl. 10-20 og kan findes på adressen: Kurfürstendamm 207-208, 10719 Berlin.

www.story-of-berlin.de

Det Jødiske Museum

Udstilling i Det Jødiske Museum i Berlin

På det Jødiske Museum i Berlin kan du opleve en sand kulturel udstilling, der fortæller om jødernes historie og kultur som indvandrere i Tyskland gennem mere end 1.000 år. Her kan du se og høre om jødiske traditioner fra fortid og nutid gennem VR-briller, kunstinstallationer og hands-on stationer.

Bygningen, der huser forskellige udstillinger, og som er kendt som ”Blitz” (lynet) i folkemunde, er udført i et zigzag-design og er tegnet af den jødiske arkitekt Daniel Liebeskind. Bygningen er i sig selv en oplevelse i særklasse, som man nemt kan bruge længere tid på at betragte.

Museet holder åbent dagligt fra kl. 10-19 og holder til på adressen: Lindenstr. 9–14, 10969 Berlin.

www.jmberlin.de

(Billedrettigheder til ovenstående billede tilhører Jewish Museum Berlin)

Urban Nation Museum

Urban Nation Museum

I Schöneberg ligger Street Art museet Urban Nation, som er et museum, der har samlet spændende gadekunst i Berlin såsom graffiti, street art og installationer fra en række internationale kunstnere, sammen med rekvisitter, videoer og historie. Der er bred variation i værkerne, og kunstnerne bidrager til museet med street art med hver deres teknikker, budskaber og kunstneriske udtryk fordelt på hele to etager med særprægede graffitiværker.

Du kan besøge museet kvit og frit på alle ugens dage (undtagen mandagen) fra kl. 10-18.

www.urban-nation.com

(Billedrettigheder til ovenstående billede tilhører Urban Nation Berlin)

Checkpoint Charlie Museum

Checkpoint Charlie

Checkpoint Charlie Museet (Haus am Checkpoint Charlie) ligger ved den tidligere grænseovergang mellem Øst- og Vestberlin, også kaldet Checkpoint Charlie. I dag er museet en kendt turistattraktion, der dokumenterer de mange flugtforsøg, som blev foretaget over grænsen af tyske borgere, der søgte væk fra østen.

På museet kan du få fortalt historien om Berlinmuren og de mange dramatiske flugtforsøg til vesten. Du kan også se en bred udstilling, der viser mange af de apparater, som blev brugt ved flugtforsøgene, herunder skjulte biler, svæveflyvere, balloner og meget andet.

Museet holder åbent hver dag fra kl. 10-18 og kan findes på adressen: Friedrichstraße 43-45, 10969 Berlin.

www.mauermuseum.de

Naturhistorisk Museum

Museum für Naturkunde

Det Naturhistoriske Museum (Museum für Naturkunde) fra 1889 byder på underholdning, leg og læring for både voksne og børn. Det er det største naturhistoriske museum i Tyskland, der huser mange udstoppede dyr, planter og mineraler.

Her kan du opleve en samling på 30 millioner artefakter inden for zoologi, palæontologi, geologi og mineralogi. Den permanente udstilling på museet byder bl.a. på velbevarede dinosaurfossiler. Ved museets indgang bliver du mødt af et skelet af en Brachiosaurus Brancai på over 13 meter. Det er en af de største opstillede dinosaurskeletter i hele verden og kan nemt tage pusten fra enhver.

Det Naturhistoriske Museum holder åbent tirsdag til fredag fra kl. 9.30-18.30 og i weekender samt mandage kl. 10-18. Museet kan findes på adressen: Invalidenstr. 43, 10115 Berlin.

www.museumfuernaturkunde.berlin.de

(Billedrettigheder til ovenstående billede samt i toppen af artiklen tilhører Thomas Rosenthal, Museum für Naturkunde)

Museumsøen

Når du kommer til Berlin, er det værd at bemærke Museumsøen (Museuminsel), der ligger ud til Spreefloden i midten af Berlin. Der findes fem museer på Museumsøen, der ligger i centrum af Berlin ud til Spreefloden, hvilket gør det nemt at komme til og fra øen med offentlig transport fra hele Berlin.

Museumsøen er Berlins ældste og bedst kendte museumskompleks. Her kan man opleve gammel kunst og kultur på Altes Museum, Neues Museum, Alte Nationalgalerie, Bode Museum og Pergamonmuseet.

Bygningerne på Museumsøen byder på fantastisk forhistorisk arkitektur, arkæologiske samlinger og kunst fra det 19. århundrede. Så er du en kulturlysten sjæl, der interesserer sig for kulturelle oplevelser i verdensklasse, så er Museumsøen et besøg værd.

www.smb.museum.de/museumsinsel

Altes Museum

Altes Museum i Berlin

Er du vild med at studere kongelig kunst, er Altes Museum et must-see i Berlin. Det er et klassisk museum i særklasse, der tager dig med på en rejse gennem det Gamle Grækenland. På Altes Museum, der ligger i Lustgarden på den sydlige del af øen, kan du opleve den storslåede kollektion af antikke samlinger fra Antikensammlung, der huser våben, skulpturer, vaser, guld- og sølvsmykker samt mønter – alt sammen græsk kunst og kulturhistorie, der stammer helt tilbage fra Kykladekulturen og frem til den romerske kultur.

Museet åbnede i 1830 som det første af de fem museer og er designet af arkitekten Karl Friedrich Schinkel, der har gjort bygningen til en oplevelse i sig selv med særpræg fra det gamle Rom.

Altes Museum kan findes på adressen: Bodestraße 1-3 og holder åbent dagligt fra kl. 10-18 (lukket mandag).

www.smb.museum/altes-museum

(Billedrettigheder til ovenstående billede tilhører Altes Museum, Am Lustgarten, Museumsinsel Berlin)

Neues Museum

Neues Museum i Berlin

Neues Museum, det Nye Museum, ligger nordligt på Museumsøen og blev opført efter Altes Museum i perioden mellem 1843-1855 af Friedrich August Stühler. Bygningen blev dog ødelagt under 6 bombningerne af Berlin ved 2. verdenskrig, men blev genopført af David Chipperfeld, så det kunne stå klar til en genåbning i 2009.

Bygningens arkitektur bærer præg af krigens hærgen, hvilket giver den en helt særlig autentisk karakter, som alene er besøget værd.

Er du til forhistoriske fund, der kan tage dig på en tidsrejse tilbage til det gamle Egypten, så er Neues Museum et sted for dig, hvor du kan bruge flere timer på at studere den unikke kunst. Du kan her opleve gamle egyptiske og forhistoriske samlinger med fund fra Stenalderen, Bronzealderen og Jernalderen.

Neues Museum findes på adressen: Bodestraße 1-3 og holder åbent dagligt fra kl. 10-18 (lukket mandag).

www.smb.museum/neues-museum

(Billedrettigheder til ovenstående billede tilhører Neues Museum, Bodestraße)

Altes Nationalgalerie

Altes Nationalgalerie i Berlin

Altes Nationalgalerie byder på de vigtigste kunstværker og skulpturer fra det 19. århundrede med værker fra både klassicismen og romantikken, fransk ekspressionisme, Biedermeier samt tidlig tysk impressionisme.

Bygningens arkitektur bærer præg af de græske templer, som Friedrich August Stüler lod sig inspirere af under opførelsen af museet. Bygningen blev dog skadet under anden verdenskrig, men åbnede allerede igen i 1949 og var færdigrestaureret i 1969.

Museet har sidenhen gennemgået endnu en fuld restaurering i tiden mellem 1998 og 2001, hvor der blev tilføjet to nye sale med antikke værker fra romantikken, som du kan opleve på nært hold.

Altes Nationalgalerie ligger på adressen: Bodestraße 1-3 og holder åbent dagligt fra kl. 10-18 (lukket mandag).

www.smb.museum/alte-nationalgalerie

(Billedrettigheder til ovenstående billede tilhører Altes Nationalgalerie, Bodestraße, Museumsinsel Berlin)

Bode Museum

Bode Museum i Berlin

Bode Museet åbnede i 1904 og byder på en unik udstilling af skulpturer og kunstværker. Museet har 66 sale, der er fyldt med kunst og skulpturer fra de to samlinger Skulpturensammlung und Museum für Byantinische Kunst, der har 1700 skulpturer og byzantinsk kunst, samt Münzkabinett, hvor du kan gå på opdagelse blandt 4000 gamle mønter og medaljer, der stammer helt tilbage fra det 7. århundrede.

I afdelingen Museum for Byzantinsk Kunst vises der bl.a. værker fra den byzantinske verden fra det 3. århundrede og frem til det 15. århundrede. I Skulptursamlingen kan du opleve italienske og tyske skulpturer fra den tidlige Middelalder og frem til det 18.århundrede.

Bode Museum kan findes på adressen: Bodestraße 1-3 og holder åbent dagligt fra kl. 10-18 (lukket mandag).

www.smb.museum/bode-museum

(Billedrettigheder til ovenstående billede tilhører Bode Museum, Bodestraße, Museumsinsel Berlin)

Pergamonmuseet

Pergamonmuseet i Berlin

Pergamonmuset åbnede i 1930 som det sidste af de fem museumsbygninger på Museumsøen. Det er det mest besøgte museum i Berlin, hvilket især skyldes dets antikke monumentalbyggeri. Museet udstiller desuden en verdenskendt samling af klassiske antikviteter med både græske og romerske skulpturer og det Mellemøstlige Museum fortæller om de gamle egyptiske, hellenistiske og byzantinske kulturer i Mellemøsten for mere end 6000 år tilbage.

Museet holder åbent hver dag fra kl. 10-18 og kan findes på adressen: Bodestraße 1-3.

www.smb.museum/pergamonmuseum

(Billedrettigheder til ovenstående billede tilhører Pergamonmuseum, Am Kupfergraben, Museumsinsel Berlin)

Uden mad og drikke...

Der er således rig mulighed for at opleve Berlins museer og udstillinger i centrum af byen, hvor du kan blive fyldt med kulturelle indtryk og oplevelser.

Skulle I blive sultne undervejs, er der mange forskellige muligheder for at blive mættet i kulinariske specialiteter på de mange spisesteder, du finder i hjertet af Berlin fra de mundvandsdrivende döner kebabs til uovertrufne Michelin-restauranter. Du kan også lade dig inspirere af nogle af madbloggernes favoritspisesteder i Berlin.

 

Bemærk: Vi tager forbehold for ændrede åbningstider og udstillinger nævnt i denne artikel, og vi anbefaler altid, at du tjekker museernes hjemmesider, inden dit besøg.