Forfatter: Redaktionen
Dato:
Læsetid: 5 min.

Berlin, Barlin, Bierlin. Byen, der bugner af velbesøgte barer med boblende øl og et sprudlende natteliv. Så hvad skal man egentlig gå efter, når man går efter lidt i glasset?

Vi har udvalgt 5 af de mest hyggelige, historiske og hemmelige barer i Berlin, som danner de perfekte rammer om drinks før middagen, eftermiddagsøl en rolig fredag aften, eller den lidt vildere slags. Og uanset hvilken rejse man er på, er Berlins byliv en stor oplevelse at gå på opdagelse i – men husk kontanter, for mange steder tager de slet ikke kort.

BRLO Brwhouse

Øl fra bryggekedel direkte i glasset

BRLO Brwhouse bar i Berlin

I det tidligere industrikvarter midt i Berlin mellem jernbanebroer og gamle containere ligger en grøn oase. I Park am Gleisdreieck i Schöneburg møder fortid og nutid hinanden i smuk forening.

Den tanke går igen på bryggeriet og ølbaren BRLO Brwhouse, der ligger i hjertet af parken. Her møder moderne bryggeri traditionel, lokal ølkultur.

Boblende Helles, gylden Pale Ale, Porter, tysk IPA og skummende Berliner Weisse – alle øl brygges på stedet, i små portioner, og hældes direkte i glasset til servering. Og udover de klassiske kendinge eksperimenterer bryggeriet også med sæsonbestemte varianter, så det bliver aldrig kedeligt at besøge BRLO Brwhouse.

Før I sætter jer til bords inde i baren eller udenfor med udsigt over parken, og nyder en lokal øl og den lækre mad fra restauranten, kan I endda få en guidet rundvisning blandt bryggeriets buldrende kedler og komplekse rørsystemer. En god dag for enhver ølentusiast – og venner.

Husk at booke tid til rundvisning.

Schöneberger Straße 16, 10963 Berlin, Schöneburg
www.brlo-brwhouse.de

 

Madame Claude

En unormal bar for helt normale mennesker

Ølhaner bliver tappet

Madame Claude i Kreuzberg er alt det, man kan forvente af et hyggeligt værtshus i en storby – små lokaler, lokale gæster, gæstfrit personale og rygning tilladt indenfor. Velkendt og alligevel er verden vendt helt på hovedet her.

Det er ikke kun de billige priser i baren og det store udvalg, der gør en ør. For Madame Claude er en upside-down bar, hvor stole og borde hænger i loftet, og diskokuglen glimter fra gulvet – eller er det omvendt?

Her er der underholdning for enhver smag, og hver aften er der noget nyt og spændende på programmet. Alt fra eksperimental mandag, musikquiz om onsdagen og open mic søndag.

Sammen med det skarpe program, den billige bar og den originale indretning er Madame Claude et besøg værd, når aftenen står i festlighedernes tegn.

Nå ja – og så er Madame Claude faktisk bygget i et gammelt berlinsk bordel, og hele bygningen emmer af historiens vingesus.

Lübbener Straße 19, 10997 Berlin, Kreuzberg
www.madameclaude.de

Monkey Bar

Drinks med udsigt over abernes trækroner

Bartender laver cocktail

På 10. sal af et af Berlins hoteller ligger Monkey Bar med panoramaudsigt over hele byen. Gedächtnis-Kirche rejser sig fra Kurfürstendamm til den ene side og Tiergarten og Berlins populære zoo, der bestemt også er et besøg værd, ligger vidtstrakt til den anden side.

Barens moderne indretning husker en på storbyens pulserende liv, mens den grønne udsigt og højden gør, at man føler sig som i en oase. Her kan man nyde en solnedgangsdrink til solens sidste stråler, god musik fra aftenens DJ, og et drinkskort, der byder på alt fra kreative signatur-cocktails til øl og vin.

På trods af den skyhøje beliggenhed, er der stadig højt til loftet og atmosfæren er afslappet. Derfor er baren også velbesøgt blandt både lokale og andre turister.

Man kan ikke reservere bord, så for at få det perfekte sted at afslutte en varm dag på tagterrassen, eller en klar vinterdag foran de kæmpestore panoramavinduer med kig direkte til abehuset, hvor aberne laver narrestreger lige nedenfor, skal man komme i god tid, eller finde tålmodigheden frem. Men det gør slet ingenting, for det er nemt at fortabe sig i både drinks og udsigt, og hurtigt få en abeskøn aften til at gå her.

Budapester Straße 40, 10787 Berlin, Tiergarten
www.monkeybarberlin.de

Bar Tausend

Svær at finde – værd at besøge

Cocktail i martiniglas

Under jernbanen ved Friedrichstrasse station gemmer sig en hemmelighed. I den skumle tunnel med graffiti på de beskidte murstensvægge og visne blade i krogene, er det nemt at gå forbi den undseelige metaldør. Hvis man da overhovedet kommer her udvidende om, hvad der åbenbarer sig på den anden side.

Bar Tausend. En af Berlins eksklusive cocktailbarer. Hvor de kendte mænger sig med de smarte, de stilbevidste og dem, der bare trænger til en virkelig god drink. Interiøret er inspireret af de brølende 20’ere, og ligesom hos Great Gatsby, byder Bar Tausend på noget af en festlig oplevelse.

Ja, man skal betale entré, og ja, man kan blive afvist i døren. Men lad det ikke afskrække! For inde på baren venter et prisvindende drinkskort, lækker musik af populære DJs, og allerbagerst endnu en hemmelighed – en tapasrestaurant med udsøgt mad.

Og mens man sidder der, omgivet af luksus med sin Pink Mojito i et højt, slankt glas, bliver man alligevel mindet om det helt almindelige liv udenfor, når toget tordner forbi lige over det spejlblanke loft og får hele baren til at ryste, som de drinks bartenderne er ved at mixe: en Martini – shaken not stirred.

Schifferbauerdamm 11, 10117 Berlin, Mitte
www.tausendberlin.com

Clärchens Ballhaus

Fest og dans som i efterkrigstiden

Tre venner sidder på bar og skåler med ølglas

Clärchens Ballhaus er Berlin helt ind i kernen. Stedet har overlevet nazisterne, 2. verdenskrig og DDR, og nu er der kun spor fra svundne tider på de smuldrende mure, der omgiver den hyggelige biergarten i forgården. Så hvis de historiske seværdigheder i Berlin trækker, er dette et nødvendigt stop på turen.

Her er langborde, lyskæder mellem de grønne træer og ægte god stemning. Indenfor ligger Dansesalen med velbetrådte gulve og musik, der tager en tilbage til 30’erne og 40’ernes festlige Berlin. Op ad den knirkende trappe er Spejlsalen, der står som under 2. verdenskrig og danner historiske rammer om livemusik, opera og andre forestillinger.

Og når man har drukket sig mod til en svingom, kan man deltage i nogle af barens mange danseevents, f.eks. salsa, tango, swing eller disco.

Clärchens Ballhaus er et kulturcentrum, en institution, der emmer så meget af Berlin, at selv de lokale elsker at komme her og få en billig kold fadøl eller en af de mere sprudlende drinks, mens de nyder den afslappende stemning. Man kan også købe uprætentiøs mad i restauranten, så der er noget for enhver smag, og mange grunde til at slå et smut eller en tur forbi den gamle bygning.

Auguststraße 24/25, 10117 Berlin, Mitte
www.claerchensball.haus.com