Forfatter: Redaktionen
Dato:
Læsetid: 6 min.

Oplev Tyskland med en, du holder af

Hvis I drømmer om frihed, afslapning og muligheden for helt selv at bestemme, hvor turen går hen, så er en roadtrip ned gennem Tyskland et godt bud på den perfekte sommerferie. Her er der ingen stress og jag, og I kan tage tingene i jeres eget tempo.

Sæt jer til rette og oplev alt fra storbyer og vinsmagning til smuk natur, når turen går gennem det tyske sommerlandskab til lyden af jeres yndlingsplayliste.

Frankfurt am Main

Den tyske metropol

Skyskrapere i Frankfurt

Start jeres roadtrip med en tur forbi Frankfurt. Her møder smukke grønne og historiske områder storbyens pulserende liv, og der er derfor noget for enhver smag. I den gamle bydel står bindingsværkshusene tæt med lokale restauranter og traditionel tysk mad. Her kan I drikke æblevin og mindes en svunden tid i de stemningsfulde, smalle gader, mens I planlægger en sightseeingtur med den farverige sporvogn Ebbelwei-Express, der tager jer rundt i Frankfurts gader.

Er I mere til grønne åndehuller og smuk natur, er I heldigvis stadig det rette sted, for Frankfurt har lidt af det hele. Besøg byens botaniske have Palmengarten og opdag blomster og planter fra hele verden. Haven er mere end 100 år gammel, og I kan både leje både og opleve musicals og teaterforestillinger, når mørket falder på.

Siesmayerstrasse 61, Frankfurt am Main

Zell am Mosel

Skål på ferien

Vinsmagning i Mosel i Tyskland

Når det er tid til, at turen skal gå videre, kan I med fordel slå et smut forbi byen Zell, der ligger i Tysklands ældste vinregion, Mosel. Her ligger vinmarkerne på stejle skråninger ned mod Mosel-floden, så langt øjet rækker.

Hvem elsker ikke kølig hvidvin en varm sommerdag? I Zell kan i drikke en verdenskendt en af slagsen. Nemlig den verdensberømte Riesling, Zeller Schwarze Katz, der stammer fra netop dette område. Og hold øje med de sorte katte rundt omkring i byen. Der er blandt andet en skulptur af en sort kat på en vintønde på et af byens mange torve.

Generelt er Zell et godt sted at befinde sig, hvis man er til vin og lange sommerdage, og gennem sommeren vil man kunne deltage i et utal vinsmagninger og -festivaller, mens ferien rigtig synker ind.

Få et overblik over de mange vinarrangementer her

Feldberg

Op, op, op!

Feldberg

Efter et par dage med vin og godt selskab, er tiden måske inde til næste etape. Vi foreslår en tur i højderne med Tysklands højeste bjerg uden for alperne, Feldberg.

Med sine 1.493 meter fungerer bjerget som skiresort i vintersæsonen, mens man om sommeren kan nå til tops med en dags vandring. På turen er der panoramaudsigt over området, Schwarzwald, ligesom I vil møde bjergsøer og vandfald på jeres vej.

Se en oversigt over de forskellige ruter her

München

Fra surt til surf

München

Med ømme lår og et par gode kilometer i benene, er det nu tid til, at turen kan gå videre. Sæt jeres bedste playliste på og gør klar til at sætte kursen mod München. München er hovedstaden i Bayern og Tysklands tredjestørste by med lige knap 1,5 mio. indbyggere. Her er plads til alt fra kunst og kultur til kolde øl og surf på floden i Englischer Garten.

Hvis I drømmer om en middag for to med lækre sydtyske specialiteter, er den gamle bydel et godt sted at starte. Her står menuen på kål, kartofler, kød og surt, serveret med en kold øl og en pretzel til deling. Er I derimod mere til det moderne tyske køkken, er byens bryghuse måske noget for jer. Der er masser af dem, så det er bare om at starte fra en ende.

München byder også på kultur og historie, og med Marienplatz og Det Nye Rådhus er det en smuk fornøjelse. Her troner den gotiske bygning med klokkespil og spir i hjertet af byen. Der er mulighed for at komme op i tårnet og nyde udsigten udover byen, og et par gange om dagen spiller klokkespillet rent faktisk en lille melodi. Se hvornår her

Königssee

Et stille og klart stop på vejen

Königssee

Lige i nærheden af grænsen til Østrig ligger den smukke sø, Königssee. Med en dybde på op til 189 meter, er søen meget unik, og eftersigende skulle vandet være så klart, at det kan drikkes.

Tag en tur på en af de mange lydløse elbåde, der fragter jer over det mørke vand, mens I nyder stilheden og den flotte udsigt. I kan f.eks. tage hele vejen til den sydlige ende af søen og besøge Tysklands højeste vandfald, Röthbachfall, med et fald på hele 470 meter for endnu en imponerende naturoplevelse.

Besøg Königssee og find den rigtige afgang her

Berchtesgaden

Spot det hvide guld

Berchtesgaden

Ikke langt fra Königssee ligger byen Berchtesgaden, som bestemt er et besøg værd, hvis man har mod på både natur og historie. Den lille by ligger nemlig i området, hvor Hitlers bjergresidens, Berghof, lå placeret. I dag er der ingen spor af huset, der er blevet bombet og senere brændt ned, men ikke langt derfra ligger Ørnereden, en 50-års fødselsdagsgave til Hitler. Her kan man med busser besøge resterne og samtidigt nyde den unikke udsigt, der på gode dage lader dig se op til 200 km.

Der er kun åbent for besøg hos Ørnereden fra midten af maj til slutningen af oktober. Bus t/r inkl. elevator og adgang koster ca. EUR 16.

Er I mere til action og natur, har Berchtesgaden en ganske særlig mulighed, som I ikke må gå glip af. Nemlig saltminerne. Berchtesgaden har i mange år været kendt for sine saltaflejringer, og derfor kan man i dag besøge de underjordiske gange og søer, mens man går i minearbejdernes fodspor og får et glimt af det ’hvide guld’. Turene er guidede og giver masser af spændende information om de gamle miners historie. Book en tur her

Fra Füssen til Würzburg

En romantisk afslutning

Romantisk tur tæt på Würzburg

Hvorfor ikke slutte en romantisk kør-selv-ferie af med en tur på The Romantic Road? Der er 350 km mellem Füssen og Würzburg, og på vejen kan I opleve små, romantiske landsbyer, lokale spisesteder og eventyrlige slotte i de unikke landskaber. Alt sammen mens I nyder turen fra bilen med snacks og gode snakke.

Hvilke stop I vælger på vejen, beslutter I selv, men der er masser af inspiration at hente her